Sjov og nostalgi i pølsevognen

Sjov og nostalgi i pølsevognen

Fransk hotdog, pølse i svøb eller en kradser med det hele… Løber dine tænder også i vand, når du ser en pølsevogn i gadebilledet? Så er udfordringen “Tøm en pølsevogn på en time” sikkert lige noget for dig. Spis så meget, du overhovedet kan, og skyl eventuelt hele molevitten ned med en iskold Cocio.

Pølsevognen er ren nostalgi i gaden 
De fleste af os har et eller andet forhold til en god gammeldags “hotter”, og der er er noget nostalgisk over pølsevognene i de danske gader og stræder.

De første pølsevogne kom på gaden i København i 1921, og i 1970’erne var der over 700 af dem rundt omkring i Danmark. I dag er der langt færre, men der serveres stadig wienerpølser, Frankfurtere og pølsebrød fra de karakteristiske, transportable vogne masser af steder i landet.

En tur i pølsevognen er tit forbundet med en hyggelig og uformel sludder om stort og småt, og madvognene har en bred skare af fans. Børnene elsker dem, de travle forretningsfolk, som skal have en hurtig frokost, elsker dem, de unge mennesker på vej hjem fra byen en sen lørdag nat og fodboldfolket på vej til kamp er alle vilde med dem.   

 

Hotteren krydres med ketchup og humor
Mange pølsemænd forstår at krydre nostalgien med en god portion humor, når de for eksempel langer en Henning i Presenning eller et Skinkesøm i Sovepose over disken. Faktisk vrimler det med farverige slangudtryk ved de folkekære svineknallerter – eller pølleboder, om man vil.

Du kan for eksempel prøve at bestille en Tommelfinger i Lædervest med Kiks og Dyppelse hos skinkekaptajnen i flæskekutteren. Så får du formentlig en Frankfurter i baconsvøb med brød, sennep og ketchup af pølsemanden i pølsevognen.

Det kan også være, at du er mere til en Død Hund med Dej og hele Farveladen, en Slatten Nissearm fra Bassinet eller et Skinkesøm i Spændetrøje. Altså en ristet hotdog med det hele, en kogt, rød pølse eller en Fransk Hotdog. Tarmpusheren har garanteret hele svineriet. 

Velbekomme!

Comments are closed.